Nu er det efterhånden 11 år siden, at dEUS uventet hittede på MTV med ”Suds and Soda”. Dengang, i midt/slut-90'erne, udgav de tre albums forholdsvis hurtigt efter hinanden, der var fyldt med genreblandende artrock, som var inspireret af bl.a. Velvet Underground, Tom Waits og Captain Beefheart. Nu er der gået seks år siden sidst, og der har svirret rygter om udgivelsen af dette album de sidste to. Det resulterer selvfølgelig i en masse forventninger og angstfyldt spænding. Har de noget i sig stadigvæk, eller er gnisten slukket? Gnisten er ikke helt slukket endnu, nej, men dEUS er ikke helt så virile, som de var førhen. Da Stef Kamil Carlens skred efter hovedværket In a Bar, Under the Sea for at danne bandet Moondog Jr., der senere blev til Zita Swoon, forsvandt noget af galskaben. Den mangel prægede The Ideal Crash, der til gengæld vandt på sangenes mange lydlag, der åbenbarede sig ét for ét for hver gennemlytning. Den udvikling er ført videre på Pocket Revolution, men desværre er der ikke så mange lag at dykke ned i denne gang. Dertil er dEUS blevet mere afdæmpede.

Åbneren ”Bad Timing” ligger i tydelig forlængelse af det sidste album. Det starter med dappende trommer og akustisk guitar, hvorefter der bygges flere og flere detaljer op omkring Tom Barmans behageligt raspende stemme, som peger frem mod en støjende slutning. Derefter følger nogle numre, der er klassisk støjpop, som dEUS laver den, men uden at være så pokkers fængende. Her virker det ærlig talt, som om de er løbet tør for idéer. Men så vender billedet igen med ”Include Me Out”, der byder på tyst trommespil og et sfærisk perlende omkvæd. Udover den dybt kedelige ”Nightshopping”, der viser sig at være en omgang uinspireret, beskidt prototype-rock, viser resten af albummet dEUS fra den bedste side. Den også beskidte, skævt rockende og langt mere fængende ”Cold Sun of Circumstance” slutter med et overraskende halvakustisk efterspil, der drejer nummeret en del, uden at det dermed mister formen. Den afdæmpede ”The Real Sugar”, som drives frem af klap og knips, samt især den afsluttende ”Nothing Really Ends”, der rummer en naiv, Tom Waits-agtig melodi spillet på vibrafon, emmer hver især af smuk, midnatsjazzet varme. Men især på titelnummeret og ”Sun Ra” (opkaldt efter det gamle jazzsyrehoved, som der også er en buste af på bagsiden af coveret), hvor Stef Kamil Carlens bidrager med vokal, genvinder dEUS den vitalitet, der gjorde dem til kontinental-Europas velsagtens bedste alternative rock-band i 90'erne. Her bliver numrene bygget langsomt op med masser af små detaljer og mellemspil. De bliver aldrig hængende for længe i den samme rille. Og her bruges de karakteristiske flerstemmige vokaler og de energiske, støjpoppede omkvæd til at skabe en løssluppen stemning, der klæder sangene urimeligt godt. Måske kan man håbe lidt på, at Stef Kamil Carlens får lyst til at vende tilbage til bandet?

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at der stadig er lidt magi tilbage over dEUS. De har lavet et album, der vinder det i slutningen, som det taber i starten. Når de dropper at spille rock'n'roll og holder fast ved det, de kender – nemlig artrocken – er de så absolut stadig bedst. Og når de viser nye takter med halvelektroniske toner og soulede kvindevokaler, fungerer det fint. Så lad mig udtrykke et spinkelt håb om, at de holder fast i disse nye elementer og den vitalitet, de stadig besidder, og ikke bruger seks år mere på at udgive det næste album.