Der er de plader, der er interessante, fordi de synes at flå éns sjæl op på vid gab og vise én ting, man ikke kunne have tænkt, følt eller erkendt på andre måder – og så er der dem, der er interessante fra et rent musikalsk synspunkt. Hvilket altså sjældent helt er godt nok. Man kan givetvis sagtens spille heavy metal på en forvrænget tuba, hvis man vil, og det vil også være en sand kunstnerisk bedrift, hvis det ikke lyder af Pommern til. Men kan man kun eksemplificere og ikke røre, er man alligevel ikke nået helt langt nok. Og netop den kritik er desværre relevant i forhold til new zealandske Greg Malcolms Swimming in It, hvis pressemateriale rummer et helt ark, der beskriver den tekniske opbygning af de fem lange numre. Heraf fremgår det, at Malcolm, som i et årti har beskæftiget sig med alt fra filmmusik over radiokunst til mere regulære udgivelser, stort set har kreeret hele albummets dybe, nuancerede lydbillede med blot tre guitarer, hvoraf den ene bærer melodierne, den anden anslås rytmisk og den tredje først og fremmest benyttes til at skabe droner og mere automatiserede lyde. Og det hele skabes stort set uden effekter ud over en fuzzbox og en e-bow, hvilket kun kan imponere, da han er i stand til at trylle et uhyre bredt spektrum af usædvanlige lyde frem. De fleste af dem altså akustiske eller regulært elektriske – fra skæve tuninger over hakken og skraben til en tung, rytmisk dunken. Flot – og helt klart inspirerende lytning for enhver vordende eller professionel guitarist. Teknisk vendes der virkelig op og ned på nogle begreber og forestillinger her.

Problemet er blot, at der ikke sker så voldsomt meget andet. Og når man tager i betragtning, at kun én af kompositionerne – ”Intermission” – er hans eget værk, er det næsten imponerende. For resten er baseret på græske, armenske og vietnamesiske folkesange samt – i tilfældet ”Mob Job” – et nummer af Ornette Coleman. Fine råmaterialer, som man skulle mene, at man svært kunne få noget helt skidt ud af. Men undtagen ”Lost in Time” – det armenske indslag, hvis melodi får lov til at forblive intakt nok til, at dens melankoli kan nå ind – improviserer Malcolm kvaliteten i stykker. Ikke at forstå på den måde, at han får noget irriterende eller ubehageligt ud af forlæggene. Langt fra. Man kunne sagtens forestille sig numrene som underlægningsmusik til naturprogrammer eller stemningsbårne kortfilm, for de har – med deres på én gang dvælende og dog diskret dynamiske karakter – et behageligt udtryk, der kan lede tankerne tilbage til en Jim O'Rourke-plade som f.eks. Bad Timing. Men hvor O'Rourke formåede at give sine numre et centrum, så musikken kunne bundfælde sig, forsvinder størstedelen af Swimming in It simpelthen. Bliver til en flad, retningsløs væven over temaer, der nærmest når at fortabe sig i horisonten inden de overhovedet introduceres. Og så hjælper det ikke en gang alverden, at der stort set hele vejen igennem er en rudimentær, raga-agtig rytmik til forsøgsvis at holde resterne sammen: Limen er ikke stærk nok. Albummet er lyden af en fremragende tekniker og improvisator, der forelsker sig i sin egen kunnen og gradvist kobler lytteren af. Kun en sand guitarfetichist vil få andet ud af Swimming in It end et behageligt, men ligegyldigt lydtæppe.

Med et glimt i øjet gør førnævnte pressemeddelelse en større historie ud af, at Malcolms kæreste og producer, Jenny Ward, konstant faldt i søvn under indspilningerne. Det griner man da også lidt af. Men ikke for sjov.