Af alle de forhold, som indgår i gestaltningen af et stykke musik, er rummet - den atmosfære og ambiens, en bestemt lokalitet kan tilføre – bestemt et af de mere oversete. Mange produktioner synes faktisk at stræbe efter at minimere dets indflydelse: Hvorfor bliver så mange plader ellers indspillet i lydtætte rum, hvor hver eneste lille detalje er udformet efter at undgå, at lokalet smitter af på det, der kommer i kassen? Men brugt bevidst kan rummet have en altafgørende betydning for en plades udtryk, hvilket kunstnere fra Simon & Garfunkel over The Cure til Stina Nordenstam kan snakke med om. Og for disse to nye danske udgivelser har det i allerhøjeste grad noget at skulle have sagt, om end på vidt forskellige måder.

Tender Buttons, som sandsynligvis er opkaldt efter en obskur, men væsentlig tekstsamling af Gertrude Stein, er endnu et af de efterhånden utallige sideprojekter til Vinyl Dog Joy, Marc Kellaway og Tanja Jessen har kørende – denne gang i selskab med sangerinden Marie Jensen. Det, der adskiller denne konstellation fra f.eks. Exquisite Russian Brides og 75 Magic Tricks, som også for det meste involverer begge musikere, er dens udgangspunkt i folkgenren. En genre, der altid har haft en forkærlighed for lyden af træ og natur – dog sjældent i så grel en grad som her. For at indspille disse i alt ti numre tog bandet nemlig til Sverige med en akustisk guitar, et rustikt båndekko, en firespors-båndoptager og allehånde akustiske småinstrumenter: Bjælder, fløjte, mundorgel osv. Alt dette blev så installeret i en træhytte ude i skoven, som tilførte optagelserne sin helt egen rå, naturlige ambiens. Undervejs bød båndoptageren imidlertid sammen, hvorefter strategien blev ændret i en endnu mere radikal retning: Resten blev nemlig indspillet ude i det fri nær en lille bæk på en minidisc!

Magien i selve situationen og omgivelserne fornægter sig bestemt ikke: Faktisk er den en stor del af udgivelsens appeal. En sang som ”A Leave” – tilsyneladende et produkt af bæk-optagelserne, da man synes at høre en svag rislen i baggrunden – er måske ikke stor i sig selv, men der er en friskhed og intimitet i selve indspilningen, som givetvis er et one take, der alligevel får dens sammenblanding af bjælder, akustisk guitar og fnisende riot grrrl-vokaler til at vokse. Og vil man høre hvad hyttens akustik kan gøre, skal man blot lægge øre til numre som ”A Shave” og ”Nothing Elegant” – begge nakkerislende smukke numre med Jensens lyse vokal i forgrunden, som udspiller sig i en underligt udflydende, tåget og fortryllet lydrum. Selvfølgelig gør båndekkoet også sit her, men på førstnævnte nummer kan man rent faktisk høre lyden af ét eller andet, som ruller hen over gulvet, ligesom det er den umiskendelige ambiens af trævægge, som rammer trommehinderne.

Musikalsk kan udgivelsen virke lidt løs i passager, selvom højdepunkterne er himmelske. Således glemmer man næppe nogen sinde, hvordan netop ”Nothing Elegant” pludselig rejser sig fra at være en tyst folksang til nærmest at blive en storladen, om end noget kaotisk gospel-hymne. Eller hvor skrøbelige og sensitive de flimrende bjælder og lavmælte vokaler i ”A Shave” er. Eller hvor hjemsøgt, forfrosset og diskret truende det minimalistiske bluesnummer ”A Petticoat / Cold Climate” lister sig fremad. Men selv hvor materialet kompositorisk set er mindre stærkt – som i ” A Shallow Rose” – redder ambiensen, samspillet og det minimale set up stadig oplevelsen, og som helhed er Tender Buttons en sælsom, unik og meget smuk udgivelse, man skylder sig selv at stifte bekendtskab med.

Det samme kan siges om Magnus Olsen Majmons tredje udgivelse under Elektronavn-banneret: Dobbeltværket A L'inexistant Centre d'un Espace Sans Forme / Audelà L'inconnu, som også på sin egen facon leger med rummet og sågar tiden. Udgivelsens to halvdele, hvoraf den sidste kommer på en dvd uden billedside, er dog vidt forskellige: Hvor A L'inexistant Centre d'un Espace Sans Forme, som er opkaldt efter en passage hos Samuel Beckett, består af fem separate numre med et fælles tema, er Audela L'inconnu basalt set tre digitalt efterbehandlede soli og et coda, som bindes sammen af det rum, de er optaget i: En tunnel under en jernbane i en sen aftentime. Deraf titlen, som også her er neglet fra Beckett: Det er det, der normalt ikke ænses, som binder hele forløbet sammen.

A L'inexistant Centre d'un Espace Sans Forme, hvis numre hver især er opkaldt efter fragmenter af selve titlen, kan med en vis ret siges at være en art omdefineret verdensmusik forstået på den måde, at den – i stedet for at lægge sig op af én eller flere etniske musikformer – henter elementer ind fra hele den globale tonekunst (og stort set alle dens perioder), hvorefter de smeltes sammen til en helt ny, kontemporær og overraskende organisk hybridmusik, som uden tvivl ville have frydet Marshall McLuhan: Opdageren af den globale landsby. Der leges kort sagt med rummet på den måde, at hele verden så at sige synker sammen i ét ”ikke-eksisterende centrum”. Set gennem Olsen Majmons øjne er lyden af dette centrum – som han på sin vis foregreb allerede på det sidste album med ex-gruppen Trio Trash, A Spectacular and Nothing Strange - en i virkeligheden ret ubeskrivelig musik, som måske umiddelbart er mest beslægtet med noise, illbient eller musique concréte, men er langt mere kompleks og rig end som så. Mest stilrent er måske ”D'un Espace”, som netop er et tomrum, som gennemkrydses af hakkende, hvilende og spurtende støjfrekvenser i forskellige lejer, så det fyldes ud uden alligevel at blive for håndgribeligt. Men ellers er de fem numre fascinerende kludetæpper, som kan kombinere tordnende industrirytmer med kinesisk folkesang, ætsende droner med fjern operasang, stammesang med højmodernistisk violinmusik eller for den sags skyld køre et stykke frenetisk heavy metal igennem så mange filtre, at det nærmest fremstår som ambient. Og i passager kan op til tre-fire tider eller kontinenter køre på hver sit spor, mens de danner deres helt egen sælsomme og uudgrundelige enhed, som føles mystisk i ordets spirituelle forstand. Man mistænker Olsen Majmon for at være på jagt efter selve musikkens – og verdens – essens ved at sætte musikalske og stemningsmæssige kontraster sammen, så det stejler mod enhver vanetænkning, hvilket sikkert for mange vil være en vovet mission. Men det fantastiske er, at jagten i hvert fald bærer en vis frugt: At nedlægge så stort et bytte er næppe menneskeligt muligt. Til gengæld er A L'inexistant Centre d'un Espace Sans Forme som en rigtig god digtsamling, som man utallige gange kan dykke ned i for konstant at afdække nye sammenhænge og pointer – og sågar ane endnu større mønstre, som vanskeligt lader sig beskrive sprogligt.

Er dette album i virkeligheden en foreløbig fuldbyrdelse af det projekt, Olsen Majmon lagde fundamentet til i Trio Trash-dagene, er Audelà L'inconnu en helt anden størrelse. Idéen bag værket er i grunden ret enkel: At tage tre fremragende, vidt forskellige instrumentalister, placere dem i det samme uvante rum og lade dem fortolke situationen gennem fri improvisation. På den måde opstår der så et værk, hvis egentlige centrum er det, man ikke umiddelbart lægger mærke til: Selve stedet, dets ambiens og dets tilfældige inputs. I dette tilfælde forbipasserende mennesker og lyden af tog, som afgår i nærheden.

Også her leges der med forskellige traditioner: Trine Vestergaards baggrund som operasangerinde kommer klart til syne i hendes meget smukke, nuancerede og lettere hjemsøgte bidrag, som udnytter stedets specielle akustik optimalt. Søren Hammerlund, der spiller på drejelire, tilfører værket en både meditativ og selvfølgelig besynderligt middelalderlig tone, mens improv-guitaristen Stephan Sieben helt naturligt fortolker situationen gennem sin på én gang virtuose og trashede stil, der bevæger sig fra dystre, tikkende anslag frem til et næsten industrielt mareridtsscenarium. På den måde får man teoretisk set en tidslinje, der dækker den vestlige musik fra 1100-årene frem til i dag – dog med store huller i kontinuiteten – og som så at sige fortolkes gennem lokaliteten. Og alle tre reagerer de tilsyneladende på samme måde på tunnelen, som blomster reagerer på vand, for alle tre soli er intet mindre end blændende: Små, selvkorresponderende værker med liv, sjæl, atmosfære og signal mere end de sterile tekniske opvisninger, den slags sagtens kunne være blevet til hos den type musikere, der er blevet så dygtige, at de netop har glemt at spille. Specielt Sieben imponerer med sit voldsomme klimaks, der virkelig afprøver grænsen for, hvor meget der rent musikalsk kan komme ud af én mand med en guitar.

De tre komponenter er dog ikke mere selvkorresponderende end som så, for efter værket er blevet rundet af med et ekstra lille stykke udsat for drejelire og guitar – det eneste umiddelbare spor af det, man normalt ville kalde ”komposition”, selvom der åbenlyst er blevet redigeret en del rundt i materialet bag kulisserne – har man netop fornemmelsen af at have hørt et værk. Ikke tre separate opvisninger, som man normalt ville vente det. For jo: Det ”uhørlige” er i dén grad til stede. Det føles i de implicerede musikeres valg. Det høres på selve klangen, som kastes tilbage fra tunnellens vægge. Det har sin egen stemme i baggrundsstøjen. Og den er høj, selvom den nærmest er fraværende. Den forstærkes nærmest ved at stå i baggrunden i forhold til resten. Den bliver det, man fokuserer på, selvom man lokkes til at fokusere på nogle helt andre ting i første omgang. I virkeligheden er Audelà L'inconnu et skoleeksempel på det, teoretikeren Jacques Derrida kaldte ”dekonstruktion”: At hive den negerede del af et tegn op til overfladen og lade det forskyde hele betydningsproduktionen – i princippet helt ud i det uendelige.

Der skal ikke herske tvivl om, at Olsens Majmons nye satsning er den bedste af de to udgivelser, som er på spil her: Et ubestrideligt hovedværk, som mere hører til på den internationale scene end den lille, konservative danske. For at være plat kan man hævde, at den kræver Lebensraum. Men begge hører til blandt det absolut bedste danske musik, vi kommer til at høre i år – og kan folk smide de skyklapper, der åbenbart er en noget nær uadskillelig del af vores nationale identitet, vil de om ti år blive set som lysende højdepunkter i en ellers ret leverpostejsfarvet æra. Om danerne så har hjerterum til dét, er et helt andet spørgsmål. Man tvivler.