Hvis man er ved at være træt af de retro-stiløvelser og den indie-klynk, som der bydes på i lidt for store dele af rock-”vækstlaget” her til lands, så kan det være vederkvægende at lægge øre til en udgivelse som Jørgen Tellers House of Rainbows, som ganske vidst også er sig fortiden bevidst, men heldigvis formår at kombinere de mange inspirationskilder på en overvejende original måde, og desuden har betydelig bedre smag, end hvad man normalt kommer ud for.

Man kan sagtens høre, hvorfor et af pladens numre er dedikeret til Joy Division, men det betyder imidlertid ikke, at Teller decideret kopierer denne gruppes lyd, blot at visse elementer, eller måske snarere en særlig tilgang, gør sig gældende. Ligeledes med den række af andre navne, man umiddelbart kommer til at tænke på inden for mørk og skramlet kunstrock – Pere Ubu, Chrome, This Heat – en tradition, Teller overbevisende placerer sig inden for, samtidig med at han giver sit eget personlige bidrag.

Hvor vellykket og helstøbt det overordnede lydbillede end er, så er der desværre også et mindre heldigt aspekt ved albummet, nemlig Tellers vokal, som mislykkes på netop det område, hvor musikken lykkes. Her er der virkelig tale om en bleg og anstrengt stiløvelse, som falder fuldstændig igennem i forhold til de mørkt teatralske forbilleder (især Nick Cave), og gør det svært for alvor at nyde musikken. Enkelte steder synes Teller at udnytte sin svage sangteknik og tykke accent til noget, der kan minde om en egen fordel, men for det meste er det desværre mere pinagtigt end charmerende. Hvilket bliver ekstra ærgerligt, når House of Rainbows på mange måder ellers viser, at man ikke nødvendigvis behøver være en stor poet eller fængende hitmager for at være en effektiv sangskriver.

Albummet indeholder mange numre, som er perler på deres egne præmisser – numre, hvor sangstrukturen fungerer perfekt sammen med instrumenteringen og vokser sig til noget langt mere fascinerende, end tekst og melodi ville være på egen hånd. Ganske vidst begynder Tellers kompositoriske ideer at blive noget velkendte hen imod slutningen af pladen, og som med så mange andre albums ville også House of Rainbows vinde ved at blive trimmet en smule, de mest anonyme stykker siet fra. Men overordnet holder materialet forbløffende godt, i betragtning af at sangskrivningen ikke er overvældende original; de stikkende støjudbrud og hypnotiske rytmer – slingrende, abrupte, rullende; eller den skæve og skumle brug af elektronik og effekter, er alt sammen med til at gøre det til en yderst anbefalelsesværdig udgivelse, selvom vokalen forhindre den i at være så overbevisende, som den kunne være. Måske backinggruppen The Empty Stairs for fremtiden skulle inkludere en sanger? Eller bedre endnu; måske Teller og co. turde lave regulær instrumentalmusik – det fremragende instrumentale afslutningsnummer ”Syracuse in Minore” viser i hvert fald, at det sagtens kunne være en vej frem.