Det er sjældent man støder på et album, der så entydigt lader sig kategorisere som tyske Finn.'s andet udspil, The Ayes Will Have It. For der kan ikke være meget tvivl om, at pladen må ryge direkte ind under den genre, man har valgt at kalde indietronica – en meget opfindsom betegnelse for den efterhånden ret populære hybrid mellem indierock og electronica. Ikke et sekund afviger den nemlig fra genrens gængse karakteristika, og albummet kan faktisk nærmest betragtes som et katalog over dens udtryksform og virkemidler.

The Ayes Will Have It har nemlig alt, hvad der hører til af bittersøde melodier, nydelige guitarakkorder, skrattende rytmespor, og pompøse synthesizerflader. Hovedinspirationskilderne er bands som Radiohead, Sigur Rós og The Notwist. Navne, som alle kan siges at have deres del i, hvis ikke direkte ansvar for, dannelsen af indietronica-genren. På hver deres måde har de, på godt og ondt, bidraget til den måde et væld af nye bands i grænselandet mellem det elektroniske og det rockede former deres musik på. Og Finn. er nærmest et skoleeksempel på, hvordan det ofte kommer til at lyde. Små, teenagedrømmende popnumre, tilsat elektronisk krydderi og en uskyldsren og halvklynkende vokal.

Efterhånden kan genren vel nærmest betragtes som en slags 00'ernes svar på den alternative pop/rock som i 90'erne domineredes af guitarbands, men som nu i stedet er ved at blive invaderet af laptop-musikere som Finn. At gå så vidt at sige, at det er den samme genre, der blot har skiftet indpakning, ville dog nok være at overdrive, for der er selvfølgelig mange flere ting på spil. Men når man lytter til The Ayes Will Have It, er det nu alligevel meget let at forestille sig den samme knægt stå at spille en gang rockspade til præcis de samme melodier 10 år tilbage i tiden.

I bund op grund er det blot pop, vi har med at gøre her, og hvordan den præsenteres synes ikke at have været af essentiel vigtighed for Finn. Der er i hvert fald ikke gjort meget for at lave en spændende elektronisk bund. Mest af alt lyder det faktisk som om, at han bare har valgt at plukke de mest velegnede elementer ud af sine ynglingsplader og sammensætte dem til en standard indietronica-produktion uden de store overraskelser.

Derfor kunne man måske også have tilladt sig at forvente, at der på sangskrivningsfronten, havde været lidt mere at byde på. Desværre er der dog heller ikke det helt store at komme efter her. Sangskrivningen er stort set ligeså uopfindsom som produktionen og minder igen lidt om et sammenkog af forbilledernes kendetegn, oven i købet tilsat et lille pift af engelsk klynkerock, så man af og til næsten fristes til at sammenligne med bands som Coldplay og Keane. Sangene er som sådan dygtigt nok skruet sammen, og der er da også enkelte gode melodier og fængende hooks at finde ind i mellem. Generelt er de blot en smule for uopfindsomme til at vække den helt store opsigt.

Det ville være synd at kalde albummet direkte dårligt, for gennemgående er The Ayes Will Have It egentligt et kompetent stykke arbejde. Rigtig godt eller interessant bliver det imidlertid heller aldrig. Tværtimod går det meget hurtigt hen og bliver en ret anonym affære, som man hverken kan få sig selv til at hade eller elske, men som stille og roligt siver hen i ligegyldighed.