”Indierock”! Smag på ordet. Har det ikke efterhånden en helt uhyggeligt grim aroma af hengemte formler fra sen-90'erne, der gentages af myriader af stadigt nye bands med minimale variationer, mens små, mismodige teenagere, som intet forhold har til genrens rødder i punkens DIY-etik, puster deres latterligt små og ubetydelige kæresteproblemer op til apokalyptiske dimensioner hjemme foran højttalerne? Er det ikke en stadigt mere tom betegnelse for en musikalsk formel, som har rådnet i stilhed over uendeligt lang tid og skriger på en nærmest hysterisk og monstrøs modreaktion? Tjo, sådan er det for det meste. Men det hænder altså stadig, at der dukker bands op, som mirakuløst nok kan vride lidt friskt blod ud af det vindtørre lig. Et sådant orkester er Gravy, tro det eller ej!

Selvfølgelig hænger det nok også sammen med, at kernen i Gravy – sangskriveren Nikolaj Grummesgaard og trommeslageren Jens Søndergaard – kommer fra en mere rå vinkel end ellers, da de sammen eller hver for enten har spillet eller spiller i The Defectors, Godless Wicked Creeps og Powersolo. Og som sparringspartnere har de udvalgt sig folk som Mads Nygaard og Jonas Linnet (Sterling) samt Hans Emil Hansen fra Traening – kort sagt nogle af de bedste musikere fra den mere regulære ende af indie-spektret. Det hele lyder lidt som en all star-besætning, og man har da også en mistanke om, at gruppenavnet – ligesom Creams i sin tid – hentyder netop til det forhold. Hvor mange af den slags projekter skuffer grumt, er Gravy imidlertid en helt igennem god idé.

Albummet præsenteres som ”11 sange uden genrebestemt stregkode”, hvilket er helt hen i vejret. Gu' er der tale om indie med hele pivtøjet! Men også en type indie, der styrer helt uden om ”Radiohead med lidt Sonic Youth eller emo inde over”-syndromet og lægger sig i forlængelse af nogle helt andre influenser. Således går der flere gange Dinosaur Jr. i guitararbejdet, ligesom Nygaards tangenter hyppigt sender tankerne i retning af Bob Hund. Men er slacker-traditionen selve rygraden i gruppens musik, beklædes den med indfald, der snart sagt peger i alle andre retninger. Pladens mest oplagte hit, ”Party in the Men's Room”, er således skramlet, men også ret stilren analog technopop, passager i ”Do I Feel Free” peger både i retning af Beatles og My Bloody Valentine og ”Ocean and Sun” er noget nær et regelret countrynummer. På den måde er der noget om den manglende stregkode: Der trækkes på mange forskellige traditioner, men på så frisk og fantasifuld en måde, at Gravy fremstår som noget unikt.

Det gør de også på andre måder. Ikke mindst kvalitativt. Hvor alt for mange albums varer alt for længe og spreder guldkornene alt for tyndt, varer Gravy kun lidt over en halv time – og hver sang er en regulær cracker. Hvad der er bedst? Det er faktisk svært at sige – for skal man foretrække den dovne, psykedeliske stemning på ”Remember Me”, den forskruede, men opløftende støjrock på ”In Love With Me” eller det lallende singalong på ovennævnte ”Party in the Men's Room”, hvis dobbelttydige tekst blot gør sangen endnu mere spektakulær? I sidste ende foretrækker man da også hele albummet, der hele tiden formår at holde tilpas mange idéer i spil til, at det hverken bliver forceret eller søvndyssende.

Dertil holder det også en grundstemning, der fremstår som frisk og lys – ikke mindst på grund af Grummesgaards snottede og pågående, men også runde og charmerende vokal – trods det faktum, at tekstsiden hele tiden befinder sig i den mere mismodige ende. En sang som ”Remember Me” dækker f.eks. meget godt det rod af følelser, man løber igennem ved et brud, med linjer som ”I need to say goodbye / I hope your heart dies / Promise to remember me / Until the day you die in sin”. Men hvor Saybia ville have fået en kvalm, svulmende tåreperser ud af et sådant materiale, brænder solen altid skyerne væk hos Gravy – og man skal ikke blive forbavset, hvis et personligt armageddon følges på vej af lystigt trippende trommer og skæv, energisk guitar.

Netop derfor er Gravy et band, man har brug for. De laver præcis den type musik, man bør høre, når man står hjemme foran spejlet med sit knuste hjerte i hænderne: En musik, der både er forstående og vil videre. Der piller navle til det punkt, der er sundt, men så heller ikke en meter mere. Og som tilmed er så velformet og original, at man må bøje sig i respekt for den. Man burde sende et eksemplar af Gravy ud til samtlige – eller i hvert fald næsten samtlige – aspirerende indiemusikere i Danmark sammen med beskeden ”lyt og lær”!