I betragtning af, at Neon Machine oprindelig har sine rødder i hardcore og den psykedeliske ende af garagerock-skalaen, må man sige, at det københavnske orkester har bevæget sig utroligt langt. I hvert fald når man hører titelnummeret på deres nye single, der er absolut lige så iørefaldende som forgængeren ”Suzie (Where are You?)”, men ikke desto mindre bryder voldsomt med den blanding af energisk indierock og analoge synthlinjer, som plejer at præge bandets output. Ikke at det er helt uventet, for keyboardspilleren Kim Bonfils' bidrag, som klart har peget tilbage til alt fra Depeche Mode til Ultravox, har altid vejet ganske tungt i Neon Machines udtryk, men at ”Just For You” skulle være et ret rendyrket elektropop-nummer i stil med førstnævnte gruppes to første albums, får alligevel én til at glippe med øjnene en ekstra gang. Bevares: Både tonen og produktionen er selvfølgelig tungere og fyldigere end Depeche Modes under og umiddelbart efter Vince Clarkes lederskab, ligesom rocksangeren Lars Vangen Christensen aldrig bliver hverken Dave Gahan eller Martin Gore, men slægtskabet er alligevel klart, når man lytter til den vandrende bassynth, det skarpt skårne beat og de mere diskante melodilinjer, der holder nummeret oppe. Heldigvis må man også sige, at bandet – i selskab med produceren Alex Puddu, der jo ikke ligefrem er en novice i det elektroniske felt – behersker den form, det forsøger sig med, i første hug. Har man en sød tand for synthpop af den gamle skole, er ”Just For You” i hvert fald en regulær lækkerbid, som forhåbentlig også vil åbne et par ører hos det publikum, som først opdager 80'ernes elektroniske glæder netop nu.

Det samme kan til en vis grad siges om B-siden ”The First One In”, der til gengæld er Neon Machine, som man kender dem – faktisk en tand mere rå og kradse, hvis det endelig skal være. En hoppende og dansende indierock-sang af den britiske skole, som udsendes i en koncertoptagelse fra Elverrock sidste år. Ikke en ubetinget fordel, eftersom Christensens vokal uventet lyder en anelse brægende her. Til gengæld er energien massiv og næsten regulært punket – så punket, som noget, der til syvende og sidst er en popsang, kan være. Og selvom nummeret ikke helt når A-sidens niveau, er det ikke desto mindre en fin lille dessert.

Kun et spørgsmål trænger sig på: Hvornår får vi egentlig et album?