Selvom Printer tidligere har udgivet ep'en Absence, skal jeg indrømme, at deres debutalbum Rhizomatic Baby er mit første bekendtskab med deres musik. Og jeg må ærligt erkende, at jeg på forhånd havde nogle forudindtagelser omkring bandet, som langt fra byggede på noget særligt holdbart grundlag. Med et navn som Printer havde jeg nemlig allerede stemplet gruppen som det lidt for selvbevidste indie/electronica/postrock-band, og albumtitlens halvkiksede forsøg på at lyde intellektuel med rock'n'roll-attitude gjorde heller ikke meget for at afkræfte dette. Med fuld bevidsthed om urimeligheden i disse antagelser blev pladen derfor lyttet igennem med en lille forhåbning om, at nemesis ville ramme mig hårdt og gøre mine fordomme til skamme.

Hvilket dog ikke skete lige med det første. For albummets åbner ”Don´t Expect” sender bandet direkte ind i den overnævnte kategori. Nummeret starter nemlig som ren Radiohead-indietronica anno Kid A med en lettere jamrende vokal, lidt analog synth og spinkel rytmik. Det varer dog ikke længe, før man fornemmer, at der måske alligevel er noget helt andet end endnu en Radiohead-klon på spil her. Efter kort tid begynder rytmerne nemlig at blive mere markante, og en aggressiv synthbas tager over for at afslutte nummeret i nærmest disco-agtig stil. Og på den måde kan man egentlig sige, at det første nummer slutter, hvor resten af pladen begynder.

Fremfor indadvendt indietronica er der nemlig for det meste af albummets vedkommende tale om energisk og til tider ligefrem dansevenlig electrorock. Efter Absence, som angiveligt skulle have været mere afdæmpet og electronica-præget, har gruppen tilsyneladende besluttet sig for, at det var til tid at skyde den lidt mere af og finde en lidt hårdere attitude frem. Forbilleder som Autechre og Funkstörung (det er alt sammen noget, jeg har læst mig til, for jeg har som nævnt ikke hørt deres tidligere materiale) er tydeligvis veget tilbage for electrorockbands som Depeche Mode, New Order og Add N to (X), og bandet har søgt at forene disse gruppers hårdslående energi med mere melodisk og drømmende synthseizerarbejde.

Pladens andet nummer ”Oh Yeah” er en glimrende indikator for, hvordan dette projekt er lykkedes. Et boogierock-agtigt nummer, hvor en massiv synthbas igen er drivkraft for den tunge energi. Der er lagt op til en rå rock'n'roll-attitude, som den pumpende trommerytme og det skæve orgel på fin vis understøtter. Det er først, da Mads Heins vokal dukker op, at billedet begynder at smuldre. Fra det øjeblik den træder ind, bliver det nemlig klart, at der mere er tale om påtaget attitude end ægte rock'n'roll-ånd. Det nytter nemlig ikke at søbe en vokal til i distortion for at gøre den mere rå, hvis sangeren fra starten lyder som en uskyldig skoledreng. Og man kommer aldrig rigtig til at tro på, at han er så hård, som han giver sig ud for. Betragtelige mængder alkohol og stoffer har gjort sangere som Dave Gahan og Iggy Pop til de frontmænd de er, og jeg vil vove at antage, at Mads Hein endnu ikke helt kan følge med på dén front. Ikke at det nødvendigvis er noget ideal at stræbe efter, men der kommer unægtelig til at opstå et troværdighedsproblem, når han prøver at lyde sådan. Og desværre er det i det hele taget ret symptomatisk for det meste af pladen, at det er svært helt at købe det rå udtryk. Oftest kommer bandet faktisk mest af alt til at lyde som et electronicaband, der prøver at bevise, at de ikke blot er sarte og intellektuelle, men også kan slippe tøjlerne og rocke ud en gang imellem.

Det er først når de, på de mere afdæmpede numre, lægger attituden fra sig, at pladen rigtigt begynder at fungere. Numre som ”Erased by the Swans” og ”Champagne” er, selvom de med den dybe synthesizerbund og det stramme og klare guitarspil af og til kommer faretruende tæt på at lyde som Depeche Mode, virkelig lækre numre. Den lyse, naive og fuldstændig rumklangsindsvøbte vokal giver, sammen med smukke og fjerne synthesizerklange, mindelser om de bedste storladne 80'er-ballader. Her formår bandet endelig at slippe det karikerede og ramme noget, der lyder ægte. Alt for få har taget denne del af 80´er-arven op, og disse numre alene gør næsten albummet værd at investere i.

For resten af albummets vedkommende må man desværre konstatere, at det er hørt før og hørt bedre, og man sidder tilbage med en fornemmelse af, at bandets egentlige potentiale slet ikke er indfriet. For deres force ikke ligger åbenlyst ikke i det hårdtslående, som dominerer dette album, men i det mere dvælende og melodiske, som for sjældent får lov at komme frem.