Har der været noget, der har kendetegnet Wäldchengartens karriere siden starten, synes det at have været en systematisk søgen efter nulpunkter – til tider nærmest selvudslettelse. I starten var det støjens hvide overflader og repetitionens sugende malstrøm, der var duoens foretrukne redskaber, mens debutalbummet ...In Preparation of Machines to Fall arbejdede i et skrøbeligt vibrerende spændingsfelt mellem stilheden og larmen, det fragmenterede og det melodiske. På Electrical Bonding, som Lars og Dennis Hansen har fået udgivet på det fine amerikanske selskab Desolation House – endda mastered af ambient-musikeren Robert Rich – er det imidlertid snarere spillet mellem form og formløshed, der er blevet det centrale. De fem lange numre, der er så identiske i intention og udtryk, at de knapt lader sig adskille, er nemlig på én gang ekstremt stillestående og turbulente. Set ovenfra tager de sig ud som blanke, kølige overflader, der spejler alt, man kaster ned mod dem, men kigger man nøjere efter, er de netværk af droner og loops, der snarere er så dybe, at man må tale om en enkelhed gennem kompleksitet. Eller måske – for at inddrage det korte manifest, man finder på coveret, der taler om ”drowning in an electrical current without further resistance” – elektriske udladninger, som danner raffinerede mønstre i et tomt rum gennem sine to grundformer: Den lineære jævnstrøm og den bølgeformede vekselstrøm.

I hvert fald synes intentionen i værket at være jævnføringen af den elektricitet, der driver vores apparater, og den energi, der bor i vores kroppe. Udtrykt med Lars Hansens ord: ”The thrill of bypassing electric tension through every particle of your body”. Der skal bygges broer mellem teknikken og biologien, og i dét spil er strømmen den konkrete kosmiske fællesnævner – konkret, men også så befriende umulig at tillægge egentlig værdi, eftersom videnskaben den dag i dag har problemer med at forklare, hvad elektricitet rent faktisk er. Af selv samme grund – og netop fordi konceptet er blevet fulgt ordentligt til dørs – er Electrical Bonding snarere en eksistentiel oplevelse end det, man sædvanligvis ville kalde ”et værk”: Et kunstnerisk udtryk for den skabendes subjekt. Pladen er – med sine ophobninger af elektroniske impulser, sugende effekter og hypnotiske guitarflader, som på én og samme tid kan kategoriseres som ”noise”, ”ambient” og ”industrial” – ét stort objekt. Og det eneste, Fortolker-Holger kan stille op med det, er at sige, at det peger tilbage på én selv som objekt. Som én energiform blandt myriader af andre, der er så forskellige og dog fundamentalt så ens.

Er det så i det hele taget kunst, man har med at gøre? Naturligvis er det dét. Pladen er skabt af nogen og efter en bestemt filosofi. Og den flytter én som al god kunst skal. Den lader én svinge med i – og synke ned i – lyden. Den involverer og absorberer én. Den spytter én ud på den anden side – på én gang klogere og dummere, men først og fremmest aktiveret. Den er en kontakt, man kan sætte stikket til sig selv i, når man har lyst.

Af samme grund er Electrical Bonding muligvis Wäldchengartens flotteste udgivelse til dato. Den udfylder sin ramme perfekt – og hvor den så uendeligt nemt kunne være blevet et stykke tør kunstteori omsat i søvndyssende praksis, er den i stedet blevet et højspændt musikalsk kraftværk, man besøger med lige dele respekt og fascination.