Danmark har fået endnu et pladeselskab, PonyRec, som i år har leveret deres første udgivelse med den minimalistiske støjrock-trio Halph. Her følger så deres anden udgivelse, som befinder sig i en lidt anden boldgade, nemlig Tenderlouds debut, som består af støvet alternative country/americana. Gruppen spiller med tydelig inspiration fra amerikanske udøvere i genren og gør flittigt brug af banjo, dobro og violin, som det sig hør og bør. Sigende nok får den hjælp af Simon Alpin og Nick Hunt, der har været med til producere og mixe americana/folkrock-gruppen Willard Grant Conspiracy – et af forbillederne. Men især 16 Horsepower er en stor inspirationskilde, og det bliver i længden en hæmsko for Tenderloud, at de ikke har fundet deres egen stil og udtryk blandt forbillederne. Det virker samtidig lidt ærgerligt, når man tager i betragtning, hvor god en sangskriver forsangeren Uffe Bang tilsyneladende er.

Modsat 16 Horsepower er der dog lidt mere lys i Tenderlouds sange. ”Happy Days – The Feast” er en barfortælling, hvor hovedpersonen mindes de glade dage, hvor han var forelsket. Nok kan minderne virke vemodige, men sangen har et positivt touch, som tyder på, at han alligevel mindes episoden med glæde. ”Liquor Eyes” er også en beretning fyldt med alkoholiske dampe, som følges kækt på vej af et barpiano, der bidrager med lidt cabaretstemning. Ellers veksler albummet mellem mørke sange befolket af dappende tamtam'er, dybe kontrabas-strøg eller dunkle klaverklange, hardrockere som ”45 Mile Man” og ”Horses of the Woods”, der giver den nødvendige afveksling fra Sixteen Horsepower-lyden, samt den afsluttende tex-mex-hymne ”Old River Town”, hvis trompetspil tyder på en inspiration fra Calexico. Og så må man endelig ikke glemme den hjemsøgte mundharmonika på ”Down My Way”, der maner billeder af en spøgelsesby i nærheden af en forladt guldmine frem på nethinden.

Hele albummet er fyldt med sådanne referencer til et fortidigt midtvesten, der får én til at føle sig som passager i en diligence, som er på vej gennem langstrakte, øde prærier, der kun befolkes af kaktusser og røde klipper. Tennessee, Oklahoma og Texas er staterne, man passerer igennem, og her ligger albummets helt store troværdighedsproblem. For én ting er, at Tenderloud spiller musik, som er stærkt inspireret af et andet lands traditioner, men når deres tekster også omhandler emner, der ikke er en del af deres egen hverdag, får musikken et ufrivilligt komisk præg, som kan minde om det, danske gangsta-rappere påfører sig selv, når de fremstiller sig som hårde gangstere i et miljø, der ikke eksisterer herhjemme. Vel er det i orden med fiktion i musikken, men når den blot er kopieret fra andres fiktion, som er inspireret af deres faktiske virkelighed eller historie, virker det simpelthen påtaget.

Selvom sangene altså holder et gennemgående højt niveau, og Uffe Bang ved Gud har en varieret og kraftfuld stemme, virker Tenderlouds univers derfor påtaget og klichéfyldt. Lyden er ikke deres egen, og man kan da kun håbe, at de finder deres eget udtryk, da der ikke er tvivl om, at de formår at skrive fremragende sange. De skal bare lige skabe et eget univers, som de kan putte dem ind i.