Barra Head har rumsteret i den danske undergrund i hen ved 10 år uden at få den store opmærksomhed herhjemme. De har dog opbygget en solid fanbase rundt omkring i Europa gennem en hårdnakket turnevirksomhed. Bl.a. har de varmet op for så prominente navne som Fugazi og Shipping News. Og lige netop Fugazi og den mathrock-scene, som Shipping News kommer fra, er tydelige referencepunkter for Barra Head. Komplekse strukturer og rytmeskift er grundkernen i gruppens politiske og eksistensielle sange, der både byder på huggende guitarer, støj og bløde basgange. Alt sammen skabt via et sparsomt setup bestående af trommer, bas og guitar foruden Mikkel Jes Hansens skrøbelige, til tider desperate stemme, der nogle gange lægger sig for tæt op af Fugazi-sangeren Ian MacKayes.

De mange års sammenspil kan tydeligt høres på bandets andet fuldlængde-album. Guitaren og bassen væver sig fint omkring hinanden. Nogen gange trækker og flår de i hver sin retning, andre gange følges de legende let ad, mens Jakob Hvitnovs rytmespil følger trofast op - dog ikke uden til tider selv at gå på ekskursion. En ting er at få det komplekse sammenspil til at lykkes, en anden er at få det til at fænge. Men også det klarer Barra Head godt. Især titelnummeret viser bandets eminente sammenspil med sine bløde guitar- og bastoner samt en fin lille leg med åben og lukket hi-hat. Også ”Spy” tryller med små finesser. En overtone her, en lille, forfriskende rytme der. De kan deres kram.

Ligeledes er opbygningen af sangene velovervejet udført. Således blænder ”The Discipline of Making Sense” med en løst spillet guitar, en dominerende bas samt et aggressivt omkvæd. Det virkelige blændværk består dog i den måde, medlemmerne bryder symmetrien op på ved at veksle fra huggende guitar til få, lette anslag samtidig med at intensiteten simrer, så det sidste omkvæd kommer som en fantastisk forløsning. De fleste af numrene indeholder intelligente strukturer og overraskende breaks af denne type, og undervejs finder man masser af små detaljer at holde af som i ”Unthinkable”, hvor en melodiøs basgang suppleres af fine guitarriffs på en ekvilibristisk og forførende måde.

Mellem alle disse komplekse strukturer skiller ”The Usual Standstill” sig ud ved at starte som et stereotypt hardcore punk-nummer, hvor sætningen ”Does any of this come through to you” skriges ud over dundrende trommer og en feedbackplaget guitar. Den forventede knaldende guitar og de tilhørende ræsende trommer indtræffer dog ikke, og sangen fortsætter i dette vacuum af uforløst energi. Dog afløses vacuumet senere af et andet, hvor det tiltænkt forløsende guitarriff går i hak og stilstanden tager form af en langsom bevægelse. Til sidst opløses stilstanden i et skrig. Her bliver bandet til én stor, støjende enhed. Et effektfuldt og kompromisløst nummer, som viser Barra Heads respekt for hardcore-genren, men også at de kan tilføje den noget nyt.

Selvom bandet har tydelige referencepunkter, formår det at skabe sig en egen niche. Samtidig ser det også ud til, at det når over på den anden side af Atlanten til inspirationens hjemland, da der er forhandlinger i gang om en licensudgivelse. Selvom den scene, gruppen tilhører, nok havde sin storhedstid i slutningen af 90'erne, burde det da også være muligt for den at gøre opmærksom på sig selv med dette fornemme andet album.