Den hårdtslående garage-trio The Unit har hen over årene været ét af de mere upåagtede i Play/Recs stald, men også et af de absolut bedste. I hvert fald har de stået for én af de mest kradse, spidse mixturer af punk og vred 60'er-beat på dansk grund i mange år, som man i forvejen har set det demonstreret på split ep'en med Menfolk, Double Date, samt debutsinglen My Cheatin' Heart. Udgivelser, hvor deres korte, knappe energiudladninger endda var presset ned på en tung, dynamisk vinylkvalitet, der matchede bandets upolerede, kælderagtige udtryk perfekt.

Debutalbummet White Night, der er indspillet i Black Tornado med Per Knold bag roret, udstiller imidlertid The Units lyd i cd-kvalitet, hvilket til en vis grad er synd. Ikke fordi guitarhuggene er blevet slappere undervejs – enhver, der er i tvivl, kan bare lytte til det indledende næsten metalliske adrenalin-rush på programerklæringen ”Mid-20s Wasteland” – og Thomas Løppenthin har stadig en indædt skærebrændervokal, der ikke lader sig tæmme så let. Hans engelske udtale kan ganske vist – nu, hvor man kan høre den helt klart – enkelte steder virke lige dansk nok, men for helvede: Manden er jo besat! Han synger sgu hverken med lungerne, tungen eller mellemgulvet men med indersiden af sin uforstillede sjæl, der raser mod kedsomheden, trøstesløsheden og middelmådigheden som en efterårsorkan. Faktisk er det lige før, han redder pladen i sig selv.

I trommeslageren Lars Hjortkjær og bassisten Søren M. Persson har han tilmed et par tilsvarende uforstillede makkere, der hverken er bange for at smadre eller tampe rytmerne frem, når det kræves. På et nummer som ”Nosebleed” kan de ganske vist spille lige pænt nok – som på flere af de øvrige sange antydes der her, at der måske er blevet lyttet lige lovlig meget til emo og klassisk rock á la DAD på det seneste – men når brikkerne falder på plads, spiller bandet stadig med et frenetisk, gennemtrængende attack af en høj, høj klasse. Og selvom det helt oplagt stadig er den gamle kending ”My Cheatin' Heart” samt førnævnte ”Mid-20s Wasteland”, der står frem som de flotteste kreationer på albummet, står man i sidste ende med endnu en stærk satsning fra The Units side. Måske ikke den ultimative garagepunk-plade, de ældre udgivelser lagde op til, men ikke desto mindre en stærk sending beskidt rock, der til tider er på kanten til at krakelere af indædt højspænding.

At man så godt kan savne den kradse dynamik og det renere garage-fokus fra vinylsinglerne, er så en anden ting. Det klæder ikke udpræget The Unit, når de styrer ind mod et mere midtersøgende rock-udtryk, hvilket der som nævnt er visse tendenser til undervejs, ligesom det ikke er alle bands, der bliver bedre af, at instrumenterne hver især står klart frem i mixet. Men hvis The Unit smider deres næste satsning ud på 180 g. vinyl og koncentrerer sig mere om det, de virkelig er gode til – at spille nerveflænsende garagepunk uden gummi på sjælen – kan der stadig nå at ske store ting.

Store ting er imidlertid allerede sket for El Ray på deres seneste album Tick… Tick… Tick…, der er udkommet på det fine svenske selskab Heptown og produceret af Jesper ”Yebo” Reginal fra stort set alt, der nogen sinde har rørt sig i nabolaget af Crunchy Frog. Deriblandt surf- og garageorkestret The Tremolo Beer Gut, hvis skarpe, rustikke og støvede sound synes at have været det ligefremme forbillede for den lyd, han strør ud som stjernestøv over disse 11 instrumentalspor. Forskellen mellem El Ray og The Tremolo Beer Gut er blot, at førstnævnte til syvende og sidst er lige den lille tand bedre til at fortolke surf-arven fra bl.a Dick Dale and His Del-Tones. Hvor der altid har været noget løst – og uforløst – over The Tremolo Beer Guts satsninger (et godt gæt på, hvorfor det forholder sig sådan, kan være for mange børn uden for ægteskabet), kan man mærke, at El Ray er 100 procent til stede i det, de laver. Og hvor forgængeren fra 2002, Shoot From the Hip, trods alt havde så meget halvfødt materiale på sig, at den blev noget langtrukken, er Tick… Tick… Tick… kompositorisk set en udelt fornøjelse fra ende til anden. Med andre ord: Reginal har taget det, der virkelig er godt ved sit eget band – produktionen – og foræret det til et andet orkester med et bedre materiale. Resultatet udebliver ikke: Allerede fra den første samplede japanske talestump på ”Jack the Samurai (Defeats All Evil)” véd man, at man har ramt jackpot. I en sand eufori af stemningsmættet tremelo-guitar, hvirvlende Farfisa-orgler, nådesløst pumpende bas og frenetiske trommer bæres man derefter igennem et stramt, veldisponeret album, der samtidig er så rig på lækre produktionsmæssige detaljer og musikalske finurligheder, at man end ikke drømmer ét sekund om at forlade dette actionmættede tidsbillede af 60'ernes Californien.

Der er egentlig ikke så meget mere at sige til det, El Ray laver. Det er billedskabende punksurf af allerbedste skuffe uden overflødig snak. Til gengæld er det også oppe i en klasse, der nok skal få folks ører til at åbne sig ude i verden.

Dét niveau har The Unit til gode at nå endnu. Men så igen: Hvem véd, hvor de er om et albums tid?