Da Lars Pellarin for et par år siden udgav debutalbummet Tangible Abstractions på det lille australske selskab Couchblip, endte det trods gode anmeldelser med at drukne lidt i mængden af andre lovende danske electronica-albums, da det ganske enkelt var svært at få fat på. Dette har Pellarin, der også er med i Printer, rådet bod på ved at tage sagen i egen hånd og starte et pladeselskab sammen med Stefan Mylleager. Det hedder Statler & Waldorf og har til dato, udover dette album og en fin electronica-compilation, også udgivet Printers debut-ep.

Også på det musikalske plan er der sket en hel del siden debuten. Det noget mere IDM og middle-of-the-road-electronica inspirerede lydunivers på forgængeren, hvor referencerne var koryfæer som Autechre og Boards of Canada, er blevet skiftet ud med nogle helt andre influenser – og det både hvad angår det lydlige udtryk og den musikalske tilgangsvinkel. Denne gang har Pellarin konstrueret en hjemmebygget delay-maskine, der er kommet til at danne basis for hele albummet. Samtidig er hele herligheden optaget live - dvs. uden førprogrammerede sekvenser. En fremgangsmåde, der, ifølge Pellarin selv, har givet albummet et langt mere veludviklet og heltstøbt udtryk.

Hvad det genremæssige angår, befinder man sig nu i et musikalsk territorium, der helt sikkert kan skræmme en del af Pellarins oprindelige electronica-publikum godt og grundigt væk. Med andre ord får man en gang dub-influeret mimimaltechno et sted mellem Plastikmans Consumed, Vladislav Delay og Chain Reaction. Hvis folk flygter, er det imidlertid synd - ikke kun for Lars Pellarin, men også dem, der således går glip af en fin lytteoplevelse.

Athen består af seks mere eller mindre lange numre, der som tidligere nævnt lever i spændingsfeltet mellem dub og techno, men som samtidig også anvender skurrende, susende klangeflader og diverse glitches i opbygningen af det musikalske univers. Det, der skaber sammenhæng i musikken, er først og fremmest et rent stemningsmæssigt fællesskab. Gennem kollisionen mellem den lune dub, de noget køligere technobeats og de skurrende klangflader får musikken nemlig en nok lun, med også ofte indadvendt og sine steder næsten trance-agtig grundstemning. Samtidig formår musikken, trods de simple 4/4-strukturer og egentlig heller ikke specielt komplicerede klangflader, konstant at forskyde sig ud i nye lydlige kombinationer og lag, så den dermed skubbes ud på dybt og ukendt vand.

Gennem denne brug af forskellige lydlige lag - og især via sammenspillet mellem dem – skaber Pellarin, med ganske få virkemidler, et sugende, næsten hypnotisk og opslugende udtryk. Samtidig benytter han sig, dog på forskellige måder fra nummer til nummer, meget af den metode, at de musikalske bestanddele flyttes nænsomt rundt i lydbilledet med en forholdsvis stor effekt. Således kan f.eks. bassen, hvis den placeres centralt, helt bære et nummer frem på bekostning af de traditionelle 4/4-beats og afhængigt af, hvor de knitrende glitches ligger i mixet, kan de enten tage form af små, foruroligende stik i bunden eller lune, dubbede rytmiske strukturer i forgrunden.

Med Athen har Lars Pellarin produceret et album, der nok tydeligt lader én fornemme, hvem der er hans forbilleder, men som samtidig også har et umiskendeligt personligt præg. Albummet hænger, som et af de relativt få techno-baserede albums, også rigtig godt sammen som et værk i kraft af Pellarins konstante justeringer og variationer af lydbilledet. Athen er ganske enkelt et elektronisk album af international standard, så spørgsmålet er, om ikke Statler & Waldorf bør gå den vej og lade danskerne komme til senere, når de vel at mærke er modne til det.