Gennem et par år har københavnske Neon Machine, der har sangeren, guitaristen og sangskriveren Lars Vangen Christensen i forgrunden, mere eller mindre forgæves forsøgt at kæmpe sig vej gennem den slipstrøm af middelmådige indieorkestre med kurs mod radiobølgerne, der har hjemsøgt tiden, med en række vederhæftige, men også til tider lidt kedeligt producerede singler/demoer, som gruppen har udsendt gennem dens hjemmeside. Udgivelser, der konsekvent har demonstreret kompositorisk og teknisk klasse, men har manglet lige dén lydskulptør, der for alvor ville kunne åbne muligheder for dem. Med denne nye single, der er produceret af Alex Puddu, er deres blanding af britisk tristesse, bittersøde tekster, analoge synths og medrivende indierock imidlertid faldet helt på plads, og selvom gruppen befinder sig inden for et felt, der mere udmærker sig gennem håndværk og signal end nytænkning, kan man kun sige, at transformationen er ganske smuk at være vidne til.

Med denne single går gruppen utilsløret efter airplay med en nyindspilning af det melodiske højdepunkt på demoen/singlen When We Arrive – Everybody Rise! - ”Suzie (Where are You)?” – der er blevet udsat for et bredt appellerende lyddesign . Heldigvis også et lyddesign, der formår at være FM-rettet uden at gøre gruppen tandløs. Selvom Puddu i en lang årrække har været kendt for ganske slikkede dance- og electronica-produktioner, kan man nemlig høre, at han selv har en relativt rocket fortid i Excess Bleeding Heart. Lydbilledet er så rummeligt og veljusteret som det næsten skal være, omstændighederne taget i betragtning, men samtidig er han heller ikke bleg for at lade guitarerne hugge, bassen tordne igennem og Kim Bonfils' keyboards gennemstrømme sangen med diverse melankolske undertoner. Resultatet er blevet en fornemt afrundet, britisk inspireret indierock-sang, som holder en sjældent fin balance mellem det lyttervenlige og det mere kradse. En lille triumf for både Puddu, der viser sig som en ferm producer med de rette prioriteter, og bandet selv, der sandsynligvis har udsigt til at få smør på brødet i den nærmeste fremtid.

Når man snakker om fængende popsange, må man dog i Neon Machines også snakke om lange, melankolske ballader i den anden ende – en disciplin, gruppen er om muligt endnu mere sikker på benene i. Det kan man forsikre sig om ved at høre B-siden ”Inside/Outside”, der starter ud som en forsagt, regnvåd og noget syrlig ballade af Manchester-typen for at skrue sig op i en storladen guitarkulmination, der virkelig lader Lars Vangen Christensen vise, hvad han kan på sit instrument. Skal man være besk, kan man sige, at der ikke er mange millimeter mellem Neon Machine anno 2004 og New Order anno 1984 på dette nummer – det skulle da være Christensens hæsere stemme og et lidt mere garage-agtigt grundsignal – men hvad gør dét, når man nærmest kan bade i følelsen af ”Some rainy day / When we grew up”?

En fin lille single, altså. Må den få hul igennem, for dét har den fortjent.