Det ser efterhånden mindre og mindre sandsynligt ud, at de kommer til at sætte nye dagsordener igen, som de gjorde det op gennem 80'erne og 90'erne, men veteranerne fra New Yorks no wave-scene er her så sandelig stadigvæk, og når det slår dem, kan Kim Gordon, Thurston Moore, Lee Ranaldo, Steve Shelley og nyligt tilkomne Jim O'Rourke stadig skrive klassisk materiale.

Over Sonic Youths seneste to albums, NYC Ghosts and Flowers (2000) og Murray Street (2002), har satsningerne ganske vist været lidt spredte – begge værker var ved at gå til i deres egen overflødige kompleksitet – men også her anede man sporadisk, at de fem hærdede avantgardister stadig formåede at hive ren magi ud af deres modificerede guitarer. Så meget sagt skal man tilbage til 1998-udspillet A Thousand Leaves for at lokalisere et decideret godt album, så er man i forvejen lidt skeptisk over for Sonic Nurse, er man lovligt undskyldt.

Det viser sig dog hurtigt, at man roligt kan glemme ethvert forbehold. Denne gang virker det faktisk som om, at veteranerne har taget sig selv gevaldigt i nakken og bevidst skåret alt det fra, der ikke var strengt nødvendigt. Selve pladen består af kun ni numre – uhyre lidt for så produktivt et orkester som Sonic Youth – og selvom bandet sådan set stadig dyrker det komplekse, fornemmer man, at det i denne ombæring har været selve sangene, der har stået i centrum. Improvisationerne holdes således, som på netop A Thousand Leaves, i en stram snor: De er der, men er lagt i så faste rammer, at de på intet tidspunkt løber af sporet. Til gengæld får man en bunke nye velskrevne, velpointerede numre med noget på hjerte.

Pladens stærkeste bidragyder er nærmest naturligvis gruppens riot granny Kim Gordon, hvis på én gang fængende, harske og spydige feministiske rocknumre har reddet mere end ét Sonic Youth-album fra at gå i vasken, når hendes mandlige bandkolleger ikke lige har været i storform. Allerede fra åbningsnummeret ”Pattern Recognition” – en hidsigt hvæsende sang med hendes kølige vrængen i centrum, der munder ud i et hav af forvredet støj – lader hun én vide, at man ikke er gået helt galt i byen. Større endnu er dog en sang som ”Kim Gordon and the Arthur Doyle Hand Cream”, hvor hun – til lyden af et et trissende, afsporet støjpunk-groove – formår at spidde den faldne popdiva Mariah Carey på en måde, der både røber afsky og medlidenhed. ”What's your gut feelin' about the new deal / How's the label gonna remake you / How was your date with Eminem / Did he bake you and then forsake you / Is innocence gonna still overtake you / Like Arthur Doyle they can't fake you / Ah Mariah yr endless / Like the wind, your feelin' defenseless // Hey hey little baby break down / Button-up baby you come undone / Hey hey little baby get down / Before you fall and hurt someone” hvæses der på kanten af et opkast, og hvilket tonefald kunne bedre beskrive Careys karriere, der har været en øvelse i at ydmyge sig for at opnå et oppustet ego? Og som om det ikke er nok, er både ”Dude Ranch Nurse” og ”I Love You Golden Blue” smukke videreførelser af den på én gang ømme og kradse balladeform, Gordon skabte med store sange som ”Tunic (Song for Karen)” og ”Little Trouble Girl”.
Kim Gordon er faktisk, selvom hun så ofte bliver overset eller ignoreret, sin generations bedste svar på Patti Smith og Marianne Faithfull, og hendes bidrag til Sonic Nurse er sublime argumenter for den påstand.

Så meget sagt har både Moore og Ranaldo også oppet sig med deres bidrag til pladen, der alle har en mærkværdigt afdæmpet fornemmelse til fælles – måske det simpelthen er sådan, mænd lyder når de nærmer sig midten af livet? Bevares: ”New Hampshire” er en fjern, progressiv fætter til ”Youth Against Fascism” og ”100 %” med sin hyldest til ”the scumbag youth” og sit solidt rockende tempo, men ellers er selv ærkepunkeren Thurston Moore blevet både voksen og seriøs. Det har den melankolske beatpoet Ranaldo været længe, og specielt hans ”Paper Cup Exit”, hvis underspillede recitation og vagt arabiske guitarmotiver går perfekt i spænd med hinanden, følger nydeligt op på den lange række af underkendte mesterstykker, han har skrevet til gruppen efter specielt Washing Machine.

Pladen lukkes på en overraskende romantisk vis med den afdæmpede, melodiske ”Peace Attack”, der er næsten hippieagtig i sin retorik. ”Of the great / Of the great anti-hate / Springtime is wartime / I'll rise to the crime-boss / Electric guitar string / A bed of flowers”, synges der med henblik på George W. Bush og hans høge-politik. Ak ja, The Beatles' ”All We Need is Love” er ikke langt væk, men udsagnet er under alle omstændigheder både smukt og sympatisk.

Man må nok konstatere, at der ikke er meget ”youth” tilbage i Sonic Youth længere, og vil man vide, hvor den mest eksperimenterende del af den guitarbaserede musik er på vej hen lige nu, nytter det ikke det store at gå til Sonic Nurse. Dertil koncentrerer pladen sig lidt for kraftigt om at isolere de ting fra de sidste ti år af gruppens karriere, der fungerede bedst, og få dem til at gå i spænd sammen. På dén måde synes albummet først og fremmest at være en nødvendig mellemregning. Til gengæld har de fem sammensvorne bedrevet deres første helt igennem holdbare album i årevis. En plade, der ganske vist er malet i efterårsfarver, men som stadig både musikalsk og lyrisk kan bide fra sig. Mere bør man ret beset ikke bede om.