Med Skylight kører workshoppen Exquisite Russian Brides – Marc Kellaway og en række skiftende samarbejdspartnere, hvoraf Vinyl Dog Joy-kollegaen Tanja Jessen vel efterhånden kan siges at være et permanent indslag – på sin tredie cd-r, der som de foregående er smukt pakket ind i et stykke bøjet pap, der er illustreret med et originalfoto, som illustrerer udgivelsens stemning. Og er der noget, der kendetegner Exquisite Russian Brides-projektet som helhed, er det projektets evne til at koncentrere og etablere atmosfærer. Ikke mindst på Skylight, der er udsmykket med en mørk, skyet himmel og vitterligt lyder sådan!

Kellaway og Jessens udgangspunkt for denne cd-r, hvis tre lange, dvælende numre tilsammen varer over 40 minutter, var oprindelig at lave en ret rendyrket støjudgivelse, men, som det påpeges i følgebrevet, endte deres indfald på bl.a. accordion, guitar, elektronik, percussion og tinfløjte et helt andet sted efter at have været gennem computeren. Faktisk kan værket som helhed tolkes som et tordenvejr, der trækker op, brager løs og toner ud i en sagte rislen. Således er indledningsnummerets førstesats en lang, ildevarslende drone, der bærer dybe, nuancerede guitarflader og synthesizerlag videre, som vinden blæser, mens æteren knitrer af statiske energiudladninger. På den måde formes et storslået lydpolaroid, der på én gang formår at være energisk og noget nær stillestående. Denne skønne monotoni brydes dog op i nummerets turbulente næste fase, hvor dronerne nærmest overdøves af en sprød, tilfældighedspræget percussion – jo, det blæser vist op til noget - før man føres over mod et langt, trykkende forløb, der nærmest er melodisk. Dvs. melodisk på den måde, at man kan tale om tonerækker, men også tonerækker, der er så udflydende og monotone, at man absolut mere tenderer mod at blive opslugt af dem end fløjte med. Og mon ikke fuglene flyver lavt på den indre nethinde?

Udgivelsens andet nummer forløser så det tordenvejr, man har anet trække op undervejs, i et voldsomt klimaks, hvor urovækkende droner og pulseringer sønderflås af skingre guitarudfald indtil hele nummeret ender i noget, der bedst kan betegnes som et lettet suk. Med det tredje nummer på Skylight er man dog atter ovre i et bølgende mantra, der trækker tråde tilbage til det første nummers messen og knitren, men som samtidig lader denne munde ud i en stemningsfuld collage, hvor de håndspillede trommelyde minder om regn på metal, og hvor en våd, beroligende susen et enkelt sted lader bruset fra en passerende bil trænge igennem. Til sidst lysner den soniske himmel dog op, hvorefter musikken ganske logisk standser.

Der er mange grunde til at anskaffe sig Skylight. Man får både et lækkert håndlavet artwork, en produktion så dyb og flot, at den er slik for ørerne, og et stykke vejrbidt lydpoesi, der mere end én gang får de små hår til at rejse sig på armene. Men først og fremmest vidner udgivelsen også om et par musikere, der ikke blot er enestående her i landet i kraft af, at de rent faktisk laver noget up front og relativt uhørt, men også denne gang drister sig til noget så kontroversielt som tilnærmelsesvis at tænke symfonisk! Alene dét mod og dén ambition er kostbar i et land, hvor den åndelige himmelflugt sædvanligvis foregår i pløjemarksniveau, og det er grund nok til at lyse dagen op med en dosis Skylight.