Hvis man som musiklytter er den type, der ikke er bange for at søge musikalske udfordringer og prøve at lytte til nye kunstnere, har det altid været rart alligevel at have et vist holdepunkt i nogle bestemte pladeselskaber, der rimeligt konsekvent har fulgt om ikke en genre, så en musikalsk vision, man ved man selv og de har kunnet stå inde for. Op gennem firserne og til dels i halvfemserne har der været nogle få af denne slags virkeligt stærke labels, der har formået at skabe et samlet udtryk omkring deres udgivelser – af de mest kendte bør bl.a. nævnes 4AD, Fat Cat, Creation og på den elektroniske side det tidlige Warp Records, Schematic og Ninja Tune. Alle labels, der har søgt at skabe en musikalsk profil indenfor en relativt snæver musikalsk horisont eller kunstnerisk tilgang.

Det lille engelske selskab Expanding Records har over et par håndfulde albums søgt at skabe sig den samme nicheagtige status, blot gennem konsekvent at udgive letklingende og melodisk electronica. Med disse debutalbums fra de to engelske grupper Cathode og Stendec fortsætter de da også uden skelen i samme rille.

Cathode er et enmandsprojekt for Steve Jeffries der er bosiddende i den Nordengelske by Newcastle. Forud for dette debut-album er gået en række ep-udgivelser for selskaber som Static Caravan, 555, samt remixes for Cex, Gamers in Exile og V/VM. Desværre kan det være lidt svært at høre, hvor de ellers virkeligt interessante referencer passer ind, når man lytter til Cathodes musik.

Musikken kan bedst beskrives som glasklare elektroniske klangflader, der understøttes af små melankolske melodistykker. Musikken holdes i gang af ekstremt simple og lidt for forudsigelige beatstrukturer, der, når det går vildt for sig, varieres og underbygges af nogle glitch-agtige beatforskydninger. Med andre ord lyder det som om, at Cathode har fundet temmelig stor inspiration hos især Boards of Canadas måde at skabe beats på og en gruppe som Mouse on Mars' simple, men samtidig klangfulde melodier.

Under alle omstændigheder virker Special Measures ikke som et album, der forsøger at opnå særlig meget rent kunstnerisk. I stedet fremstår det som et fint og velproduceret stykke electronica-håndværk, der kunne være produceret af hvem som helst indenfor de seneste ti år og som med sin ekstremt polerede produktion fint vil kunne fungere som baggrundsmusik stort set alle steder, hvor musikalsk tapet ønskes.

Ben Edwards og Paul Merritt besidder, udover at smykke sig som duoen Stendec, titlen som indehavere af Expanding Records. Udover at drive deres eget selskab har de også udgivet musik på Static Caravan og Cactus Island, mens de har lavet mixes for bl.a. Fibla, Charles Atlas. Mest kendt er dog Edwards' samarbejde med Douglas Benford i dub-techno-duoen Tennis. Eftersom Stendec er at betragte som label-indehavernes kunstneriske platform bør man gennem dem også forvente at kunne aflæse, hvad Expanding Records kunstneriske vision er.

Der er ingen tvivl om, at de to har det samme musikalske udgangspunkt som ovenfornævnte Cathode. Som hos Cathode er produktionen ekstremt klar og melodisk baseret. Stendecs udtryk er dog langt mere minimalt – en ting, der langt hen af vejen skyldes de repetitive minimale beats, som veksler mellem technoens 4/4-udtryk og 2-step og dermed trækker musikken mod et mere techno-influeret lydbillede. Samtidig ligger mørke klangflader som skyer og skaber en underspillet, men konstant rugende stemning over musikken. En sjælden gang varieres det ellers noget statiske udtryk med en simpel melodilinie, et jazzet klaver-groove eller et forvrænget beat.

A study of ”and” har, via sin delvist utraditionelle techno-inspiration, helt klart mere musikalsk vision end Cathode. Alligevel lyder albummet mere eller mindre som noget, man har hørt før – og egentlig også lykkeligt glemt igen. Der mangler - også her - simpelthen et skud kreativ vildskab, der kan medvirke til at distancere Stendec fra de oceaner af ligegyldige electronica-udgivelser, man stort set kan få smidt i nakken på ethvert anstændigt FONA-udsalg.

Med disse to udgivelser har Expanding Records, med en let-benet og umiddelbart tilgængelig electronica, helt klart formået at profilere sig. Som lytter fornemmer man dog klart, at det udtryk, selskabet efterstræber, er et udtryk, der baserer sig på alt for forudsigelige musikalske standardlyde hentet i diverse billige gør-det-selv-laptop-wannabe-programmer. Spørgsmålet bliver så, om der er et publikum til denne genre? En genre, der ganske rammende vil kunne opkaldes presetronica - efter de standard-instillinger det musikalske isenkram under produktionen har været indstillet på og som dermed klart udstiller de kunstneriske udfordringer, musikerne netop ikke tager.