Da den københavnske trio Barra Head albumdebuterede i 2001 med Songs and Departures, spillede den en tænderskærende intens og stemningsfuld kompleks støjrock á la Blonde Redhead og Sonic Youth, der imidlertid havde den svaghed, at de mange gode melodiske brokker alt for sjældent samlede sig i bæredygtige kompositioner. Bandet ønskede at skabe komplekse, metamorfiske numre, men manglede endnu at afkode den særlige indre logik, de ovennævnte grupper beherskede som noget helt naturligt. Med ep'en Arrival - en forsmag på albummet We Are Your Numbers, der er sat til at udkomme i september – må man imidlertid konstatere, at brikkerne for alvor er faldet på plads for Arvid Gregersen, Jakob Hvitnov og Mikkel Jes Hansen.

Som sådan markerer ep'en ikke et nyt trin i bandets musikalske udvikling. Som på debuten dyrkes der en fræsende, uhyre stram stil, der piner det bedste frem i den skrabede instrumentpark. Forskellen på dengang og nu er blot, at samspillet er blevet vanvittigt tight og kraftfuldt - hvert enkelt medlem spiller som en drøm – og at numrene virker. Ikke uden grund hedder ep'ens første sang ”The Discipline of Making Sense”, for det er dén, Barra Head for alvor har lært at beherske. For tre år siden ville de f.eks. ikke kunne have skrevet et pointeret og stemningsfuldt instrumentalnummer som den diskrete ”A Ship by the Name”. Det ville være bristet et sted undervejs i gruppens halsløse jagt på kompleksitet. I dag jagter Barra Head stadig kompleksiteten, men bandet formår alligevel at holde sig til sagen – og det er det, dette nummer demonstrerer bedre end noget andet på ep'en. Så meget sagt taler udgivelsens tre regulære sange og deres tydelige sprog om et orkester, der er vokset med alderen. Trioen starter stadig i øst for at ende i vest, men i modsætning til tidligere er rejsen blevet interessant. Gruppens musikalske byggeklodser er denne gang hugget i granit, og de falder perfekt på plads i forhold til hinanden. Lyt f.eks. til den alt andet end logisk opbyggede ”The Discipline of Making Sense”, der starter ganske friskt ud, når et par tordnende kulminationer i midten og slutter af med et langt, dvælende coda. Nummeret burde ikke fungere, men det er både herligt og interessant, at det alligevel gør det.

Udgivelsens højdepunkt er dog den nærmest skrækindjagende intense ”The Paranoia Twist”, hvor musikken stiger og falder med det plagede vokalforedrag, der vitterligt beskriver en paranoid tilstand, man kan tage at føle på. ”I'm gonna keep the world away”, hedder det sig i sangens sidste linje, og det er sådan, hele nummeret lyder med sine ætsende råbevokaler og sine desperat huggende bas/guitarmure. Ingen vaklen i geledderne her, kun en tonesat angst, der også får koldsveden til at vælte ned af panden på lytteren. Sådan burde musik altid være.

Med andre ord signalerer Arrival, at Barra Head er gået fra at være et lovende orkester til at være et godt. Holder det kommende album samme høje standard, kan det endda være, at man ligefrem bliver nødt til at tage ordet ”fantastisk” i sin mund.