Det kræver mod at stå frem så nøgent, som den århusianske sangskriver Jacob Faurholt har gjort det på sine foreløbige tre demo-cd'er; den seneste med assistance fra Kaspar Schultz og Trine Omø i bandet Sweetie Pie Wilbur. Mod fordi faren for at fremstå som melankoliker af den selvsmagende slags så absolut hænger over Faurholts asketiske tilgang til sangskrivningen og hans stemmes dyrkelse af en langsom – tæt på snakkende – tristhed. At Faurholt har formået at undgå den rolle, har især skyldtes hans tekster, der uden at være geniale har hævet sig en del over den kedeligste weltschmerz, mens der i sangene har været vist et - på disse breddegrader - godt talent for den simple men gode melodi.

Foreløbig har Faurholts styrke som sangskriver dog også vist sig at rumme en svaghed. Ved gang på gang at sværge til simple guitarfigurer og rolige klaverakkompagnementer i numrenes tænksomme og blå stemningsunivers, har Faurholts sange til tider syntes lige vel enslydende, og man har ofte siddet tilbage med et ønske om lidt mere modstand, end de antydninger diverse nøjsomt indlagte computereffekter har budt på. Det er til at forstå, at Faurholt ikke ønsker at overlæsse sine numre med effekter – det er nu en gang hans udtryk og valg at lade de korte prunkløse folk-ballader forklare sig selv – men alligevel: De steder - især på de første numre på Sweetie Pie Wilbur pladen - hvor han har ladet sine numre instrumentere blot lidt rigere, og folde sig en smule mere ud, har resultatet været glædeligt, og blot bevist den melodiske tæft.

I den forstand sidder man efter at have lyttet til Faurholts ep, Turn the Lights On, tilbage med en følelse af, at ikke meget har ændret sig. Ep'en, der har Marc Kellaway med på klaver, orgel og ”hjemmelavede trommer”, indledes udmærket med den sørgmodige, men håbefulde, ”Cross That Line”, der beviser hvad Faurholt kan som sangskriver - uden dog at præsentere os for et ligefrem fantastisk melodimateriale. På de næste to numre falder niveauet så alligevel en del. De fingerspilsbaserede guitarsange føjer slet ikke noget nyt til Faurholts udtryk og kommer i sammenligning med Faurholts bedste øjeblikke blot til at virke som halvkedelige gentagelser. Langt bedre er ”We Got Lucky in Berlin” - et både hvad angår melodi og arrangement knap så introvert nummer, der hævder sin status som ep'ens højepunkt med flere fine idéer. Her er både antydning af humor med la-la-kor og godt afstemt orgelspil fra Kellaway, hvis pudsigt lydende hjemmelavede trommer også kommer til deres ret. Her udfordres det tænksomme af det livlige uden at Faurholts univers af den grund forrådes, og en sådan udfordring synes at være et nødvendigt element, hvis sangskrivningstalentet for alvor skal blomstre. Efter at være blevet påmindet om hans reelle kunnen skuffer Turn the Lights On sidste to numre nemlig som let glemte indsatser, der nærmest skriger på, at nogen gør noget ved dem. Måske Faurholt selv har lyst; han kan jo i grunden godt. I hvert fald synes der ikke at være meget mere for ham at hente i det fuldstændigt nedbarberede udtryk, der nok stadigvæk udmærket kan bruges som udgangspunkt for sangene, men som altså savner et modspil, de for sjældent får på herværende ep.