Først på året var webtidsskriftet Undertoners diskussionsforum, Svingninger, på kanten af at lukke pga. trængte økonomiske forhold. Netop fordi der er tale om et sted, hvor folk taler sammen – og som i øvrigt tæller et bredt udsnit af den nyeste danske undergrundsgeneration blandt sine brugere – opstod imidlertid idéen om at lave en cd-r, som kunne redde websitet gennem frivillige musikalske bidrag. Resultatet blev udgivelsen Danelectro, som udelukkende blev indspillet, produceret, kompileret, layoutet og solgt af Svingningers brugere med henblik på at skabe et økonomisk overskud, som ubeskåret gik til bevarelsen af sitet. En cd, der er udkommet på selskabet Mammut Records – ”Bedre end Mammoth, dårligere end Elefant”, lyder sloganet – og udstyret med et cover, som dels er en sjov pastiche på The Beatles' Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band-omslag, dels er en collage af de forskellige visuelle ID's, folk bruger i forummet.

Man må da også vitterligt konstatere, at det er lykkedes bagmændene at stykke en ganske flot udgivelse sammen. En udgivelse, der måske nok bærer en pænt skævvredet titel, da der ikke er ret meget ”electro” over den overhovedet, men som ikke desto mindre holder vand. Ikke mindst, fordi den fungerer som et nærmest perfekt indeks over, hvad der sker i vækstlaget lige nu. Således er det kun et fåtal af de medvirkende, der endnu har opnået at få noget, der blot ligner ”et navn”. Det gør imidlertid ikke det mindste. Snarere tværtimod. Det betyder godt nok, at det, man det meste af vejen bliver præsenteret for, er skitser og demoer, men der findes jo også sære eksistenser, der næsten helst vil have sin musik på den måde. Undertegnede, f.eks. Specielt hvis idéerne er i orden, hvilket de som oftest er her. Bevares: Polarforskers bidrag er et stykke ikke voldsomt engagerende click'n'cut, Dæks ”Ruby, Nu er Det Forbi” lugter for meget af hengemt 1990'er-rock og Garfish Rents ”Dears From the Sugaruniverse – Support Remix” er måske lidt for run of the mill, men selv disse numre er såmænd ganske habile stiløvelser.

Udgivelsens største svaghed er, at bidragyderne i den grad lader til at være delt i to poler: En akustisk-elektrisk og en elektronisk. Således indledes Danelectro med fem relativt håndspillede numre, som følges op af ti mere digitale, avantgardistiske ting, før der brat skiftes over til rocksporet igen. Det gør unægtelig cd'en til et noget fragmentarisk værk, men tager man den måde, den er opstået på, i betragtning, bærer man gerne over med det. Ikke mindst pga. de godbidder fra begge lejre, der dukker op undervejs.

På ”rocksiden” er det absolutte højdepunkt Lightsons indledende ”Solid Ground”, hvis fjerne, drømmende pianotoner og forsagte kulminationer valser sig direkte ind i hjertekulen på enhver, der har en sød tand for Auditorium-lyden eller Stina Nordenstam. Lige så charmerende – om end på en helt anden måde – er Ampels ”Killing the Treadmill Guy” eller The Gentle Smiles' ”Mando Diao”, der på hver deres vis antyder, at The Raincoats ikke har eksisteret forgæves. Solis ”Hr. & Fru Andersen” er en næsten ubehageligt nøgen og ligefrem beskrivelse af, hvordan det er at blive voksen som en søn af to misbrugsforældre, mens den mere pjattede ende af spektret byder på Mr. Fancy Pants' ”Walking in the Park”. En kåd, kaotisk sang, der består af en travende rytmeboks, et hyperenkelt guitarriff og en kæde af lallede indslag – heriblandt noget, der lyder som en grisefest, der er gået amok – som helt naturligt får et stort smil til at brede sig over hele femøren.

På den elektroniske, avantgardistiske del af udgivelsen er det ret konsekvent aksen omkring Vinyl Dog Joys Marc Kellaway, der lyser mest op. På Danelectro går han nemlig igen i hele fire forskellige konstellationer, som hver især har deres egen umiskendelige identitet: Vinyl Dog Joy, The Cat Box Quartet, Exquisite Russian Brides og 75 Magic Tricks. De to førstnævnte projekter samarbejder på nummeret ”A Song of Bells and Vinyl Cuts”, der tilsyneladende består af gamle grundspor med Vinyl Dog Joy, der er blevet klippet op og tilsat frenetiske rytmeprogrammeringer, som løber over stok og sten. Alt sammen resulterer det i en fin omgang sen-drum'n'bass med masser af skæve vinkler og rå kanter. 75 Magic Tricks' ”Telephone” består omvendt af en stak spøgelsesagtige keyboard- og stemmeflader, der spiller op til lyden af en gammeldags drejeskivetelefon, som rasler sig urovækkende ud i evigheden. Lige så urovækkende og stemningsfuld er Exquisite Russian Brides' ”Live Track (The Dog, The Piano)”, hvis dronebaserede lydlandskab får en direkte truende kant med sine kurende tonegletschere og arbitrært stikkende baggrundselementer. En mand, mange talenter, kan man vist kun sige i dette tilfælde.

Også udgivelsens andre bidrag indenfor samme ”kategori” holder dog et temmelig pænt niveau. Manuals ”Moonlit Shores” maner netop månens flimren i et roligt duvende ocean frem med sine fjerne, nærmest endeløse lyddønninger, mens The Inhibitionists' ”Peck a Pretty Pipe” kombinerer en stenet harmonika med bevidst haltende beats og stærkt behandlede stemmer. Endelig fristes man også i dén grad til at fremhæve ”To Come Home” - et samarbejde mellem amerikanske Sarah Hepburn og danske Ekkovoid. Her er der nemlig tale om en smuk, intenst dirrende komposition, hvis vokallag driver ind og ud af fokus til knapt eksisterende guitaranslag, som efterhånden stiger i styrke uden egentlig at kulminere. Jo jo, man bliver skam forkælet for de 50 kroner, man har smidt i den uprætentiøse udgivelse. Og for at der slet ikke skal mangle noget, får man tilmed et skjult bonusnummer, hvor flere af Svingningers centrale skikkelser giver den på slap line for at runde festen af!

At Danelectro åbenbart ikke har givet Svingninger mere end en stakket frist – der snakkes pt. om en lukning d. 1/7 2004 – er både synd og skam. Skal det være, køber undertegnede dog hellere end gerne en eventuel ny kompilation af denne støbning, for det er ikke kun den gode samvittighed, der luner: Det er også talentet og niveauet på disse 19 numre, som man allerede nu kan betegne som en temmelig flot generationsantologi.