|
ANMELDELSER
ANNONCE
GÆSTEANMELDER
|
![]() Exquisite Russian Brides Exquisite Russian Brides (cd-ep, The Cat Box Corporation) Noget af det bedste ved do-it-yourself-kulturen er den personlighed og iderigdom, der for det meste præger udgivelsernes indpakning: Ikke mindst fornemmelsen af, at kunstneren selv har limet, bøjet og udsmykket coveret. Hvor industrifremstillede udgivelser for det meste også holder deres artwork inden for nogle ganske bestemte rammer, der tillader en ukompliceret massefremstilling, er det stort set kun fantasien, der sætter grænserne for, hvordan en hjemmeproduceret cd eller vinylskive kan præsenteres. Et godt eksempel på, at selvgjort er velgjort, er debut-ep'en fra projektet Exquisite Russian Brides: En bøjet side af en papkasse, nogle ituskårne fotos, en plasticlomme og lidt håndskrift med en filtpen – og så har man ellers et lækkert cover, der nok er primitivt, men som ikke desto mindre dunster af atmosfære, opfindsomhed og klasse. Bag projektnavnet Exquisite Russian Brides finder man keyboardmanden Marc Kellaway, der, udover at være en hovedperson i postrock-bandet Vinyl Dog Joy, også i en vis tid har arbejdet solo under dæknavne som Mox og The Cat Box Quartet. Hvor Vinyl Dog Joys output har været lettere ordinært – samme gruppes Tanja Jessen har i virkeligheden også gjort sig bedre som både solist og guitarist i Amstrong – har Kellaways sideudgivelser, der ofte har været mere lo-fi af karakter, udstrålet en musikalsk nysgerrighed af format. Den samme grænsesøgende opfindsomhed genfindes også på Exquisite Russian Brides, hvor Kellaway bakkes op af Jessen på viola da gamba, Miloud Sabri på trompet samt legekammeraterne fra 75 Magic Tricks, Hemming Zaramella og Anders Reuter, på elektronik. Den over 30 minutter lange titelkomposition, der optager hele spilletiden, lander da også, som instrumenteringen antyder, et forunderligt sted mellem en dronerock á la Windy & Carl og den type intellektuelle lydkreationer, man kender fra selskaber som Staalplaat og Mille Plateaux. Vel at mærke på en måde, der kombinerer instinktet og den sugende fornemmelse fra den førstnævnte skole med kulden og nytænkningen fra den anden – og bedre kan det næsten ikke blive, hvis man vover sig ud i dét felt. Ligesom de frosne tundraer og vinterhimle, man aner på omslagets fotofragmenter, er lydrummet på Exquisite Russian Brides simultant dvælende, arktisk og noget nær endeløst. Vel foregår der en lang række udviklinger fra den viola-prægede start til de afsluttende, lavmælte feedback-droner, men de mange stadier undervejs er så repetitive i deres grundform – og glider så diskret over i hinanden – at man knapt nok ænser det. Ikke mindst fordi grundstemningen ikke som sådan skifter undervejs: Man har hele tiden fornemmelsen af at stå på en enorm sibirisk steppe, hvis evighed på jord kun brydes af hurtige solstrejf, højt svævende fugle og fjerne, passerende godsvogne. Fra tid til anden truer små melodiske temaer med at bryde op gennem isdækket, men de opsluges næsten lige så hurtigt igen – og det, man ænser mest gennem det meditative slør, som samtidig rent musikalsk er af høj klasse, er de diskrete skift i instrumenteringen, der bl.a. lader Sabris trompetsug stå frem som en vagt pulserende lydskulptur på ét punkt. Vel aner man, at ep'en nok er resultatet af en lang række adskilte sessions, der er blevet redigeret sammen på et senere tidspunkt – men som komposition er Exquisite Russian Brides af ét stykke. En lang associativ proces, der absorberer lytterens bevidsthed i sig – og selvom man ikke helt kan beskrive, hvad man har oplevet, når man kommer ud på den anden side, er man ikke i tvivl om dybden og kvaliteten. Exquisite Russian Brides er med andre ord – snarere end drømmemusik – en cd for glemmere. Men også en udgivelse, man i dén grad bør huske at føje til samlingen – og ikke for coveret alene. Bestil den på internetadressen www.trashkann.dk/bsbtaboutique. Steffen B. Pedersen, 1. jan 2004 Yderligere informationUdgivelsen kan som nævnt erhverves igennem BSBTA's websiteKommentarer (0)Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.
|
|||||||||||
|
© 2000-2010 Geiger Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens. |
||||||||||||














